HUNDEHVISKEREN.

”Hundeviskeren”! Redderen med hundetække.

I tidernes morgen hændte det, at politiet, som vi ofte havde samarbejde med, kom på stationen og fik en kop kaffe og en sludder.

Vi havde en redder som absolut havde hundetække. Han var den pågældende sommeraften med ved samtalebordet og lyttede til politiets lidt pralende snak om deres schæferhunde, som de havde med i bilen, der stod ude i gården.

Dem var der absolut ingen, som kunne komme i nærheden af uden deres fører var i nærheden og gav lov.
På et tidspunkt synes vores mand, at nu kunne al den hundepral være nok. Han luskede af som skulle han på toilettet. Vohlaaa – pludselig gik døren op til frokoststuen og der stod vores redder med to velvoksne schæferhunde ved hver sin side.

”Er det de her to køtere, I er så stolte af”?

Det kan nok være de herrer betjente stoppede piben ind, og der gik sikkert nogen tid inden de pralede af deres hunde igen.
En anden gang viste han også kunnen med hensyn til hunde.

Stationslederen kom en del sammen med en af byens installatører. Når han besøgte stationslederen parkerede han altid sin bil tæt ved bagindgangen, som også blev brugt af redderne til garager opholdsrum og vagtcentral.

Installatøren havde altid en velvoksen schæferhan med i bilen. Når vi gik forbi bilen, farede den frem mod bilruden og skabte sig, så vi skulle tro bilen væltede.
Vi sagde på et tidspunkt til vores hundemand, at den bil kunne han ikke flytte med den hun i!

Sagt som gjort! Han sprang ind i bilen og flyttede den til en anden parkeringsplads. HUNDEN? Hvad med den. Den blev så forskrækket, at den gemte sig nede bag forsæderne og rystede af skræk.